Bodhicitta

Tim Pallis

Bodhicitta (japansk: Bodai-shin) betyder tanken om at vågne op. Det er forestillingen om, at det skulle være muligt at blive lysvågen i samme forstand, som Buddha var det, ved at praktisere dharmaen.

Sanskrit ordet bodhi er et epistemologisk begreb, som betyder vågenhed. Den verbale rod budh betyder at vågne eller komme til bevidsthed og få kendskab til menneskets ikke-dualistiske situationstotalitet.

Det er en ny bevidsthed, hvor man umiddelbart sanser alle ting direkte. Denne erfaring er altid forårsaget af en direkte stimulering af en af vore sanser, som foranlediger en vækkelse af bevidstheden.

Buddha vågnede op fra sit samadhi, som er en særlig uselvbevidst koncentrationstilstand, da lysstrålerne fra Venus faldt på hans nethinde og vækkede ham til bevidsthed. Det var en genvindelse af en universel bevidsthed, efter at han havde været absorberet i dyb samadhi eller det kosmisk ubevidste.

Sanskrit ordet citta betyder bevidsthed og er derfor tilsyneladende et psykologisk begreb. Undertiden oversættes det med sind, men det kedelige ved denne oversættelse er de psykologiske undertoner. Bruger man ordet sind forudsættes det nemlig, at der kun er tale om et mentalt indhold.

Bruger man derimod ordet bevidsthed er det muligt at tale om både bevidsthed, bevidsthedsindhold og det at blive bevidst om noget.

Skønt den vågne bevidsthed altid har et bevidsthedsindhold eller rettere ikke kan adskilles fra et bevidsthedsindhold, er det alligevel vigtigt, at man kan tale om det at komme til bevidsthed eller at genvinde bevidstheden, uden at man bliver gjort opmærksom på enten nogle sanseopfattelser eller nogle mentale tilstande, tanker eller følelser.

Det er vigtigt at have forskellige ord for at benævne forskellige ting, derfor foretrækker jeg at oversætte ordet citta med bevidsthed. På den måde er det f.eks. også muligt at tale om den rene bevidsthed.

Det giver ingen mening at tale om det rene sind, uden at man bliver sovset ind i en forestilling om moralsk renhed eller urenhed. Dermed mistes den ikke-dualistiske situationstotalitet, som ligger i udtrykket den rene bevidsthed.

Bodhicitta er et Mahayana buddhistisk begreb. Ordet bodhi og ordet citta findes selvfølgelig også i Theravada buddhismens (Hinayana) tradition, men sammensætningen til ét ord optræder første gang hos den indiske dialektiker Nagarjuna (150-250 evt.), som beskæftigede sig med Prajnaparamita litteraturen.

Bodhicitta blev nu som ét ord et spirituelt begreb. Nagarjuna udtrykte det således: "Den, som forstår bodhicittas væsen, ser på alt med et kærligt hjerte, thi kærlighed er bodhicittas essens."

Alle de senere Mahayana buddhistiske mestre i alle skoler og traditioner har skrevet om deres forståelse af bodhicitta. Det har bragt en enorm forvirring ind i forståelsen af, hvad bodhicitta egentlig betyder.

Især med hensyn til de tantriske traditioner i den tibetanske buddhisme skal man være meget opmærksom på de specifikke og til tider højtravende beskrivelser af, hvad bodhicitta siges at være.

Tanken, at buddhas opvågnen er en mulighed for alle mennesker, er den vigtigste forhåbning hos en bodhisattva. I den tibetanske Vajrayana buddhisme taler man om, at der er et relativt og et absolut aspekt af denne tanke. Det relative er rettet mod muligheden for at vågne, og det absolutte er selve den vågne bevidsthed eller vækkelsens natur, som er ensbetydende med buddhanaturen.

Det relative aspekt har også to sider. Den første er en forhåbning om at vågne op, som er en tragten efter at vågne på samme måde, som man tragter efter en indånding (aspiration) under vandet. Det er det, der ligger i dåben, at ens hoved holdes nede under vandet, indtil man opdager, at man higer efter at tage luft ind.

Denne side af det relative aspekt af bodhicitta vil altså sige at blive klar over, hvor nødvendigt det er at praktisere dharmaen for at kende sin egentlige natur. Det er samtidig en intention eller et ønske, som bliver næret af en grænseløs medfølelse med alle levende væsner om, at de må blive befriet eller at vågne og komme til erkendelse af deres egentlige natur.

Den anden del af det relative aspekt af bodhicitta er at praktisere selve bodhisattvaens vej, hvilket vil sige at forpligte sig til et liv i kontemplation og meditation. Denne meditation er et nødvendigt middel til at aktualisere ønsket om at hjælpe andre med at erkende deres sande væsen.

Det absolutte aspekt af bodhicitta er selve vækkelsens væsen, som er ensbetydende med buddhanaturen eller tomhedsnaturen (sunyata).

I flere Mahayana buddhistiske traditioner taler man også om, at bodhicitta er ensbetydende med menneskets mulighed for opvågnen. Dette er forståeligt, eftersom alle levende væsner oprindelig er buddhanaturen og egentlig talt allerede er vækkede, men endnu ikke har opdaget denne sandhed.

Det gælder derfor for et menneske om først og fremmest at vække ønsket om at vågne op, dernæst at realisere ønsket og opdage, at man altid har været vågen. Menneskets stræben efter opvågnen er derfor muligheden for at opdage, at man allerede er vågen. Det er derimod en misforståelse at tro, at der er et latent potentiale i sindet eller kroppen, som skal hentes frem, opdyrkes og modnes.

At realisere er ikke noget psykologisk, men noget epistemologisk. Det er en opdagelse, erkendelse eller forståelse. Der er nemlig ikke tale om terapi, at rense noget ud eller at forbedre noget. Der er heller ikke tale om noget skjult, da det drejer sig om at forstå, at vor egentlige natur er bevidsthedsrummet lige her og nu. Det er det jeg har kaldt vor ikke-dualistiske situationstotalitet.

I de buddhistiske tantraer findes en mærkelig forestilling om, at bodhicitta er noget konkret og fysiologisk ligesom et frø eller en sædcelle, som sammen med ægget skal spire og udvikle sig til at blive den store vækkelse, som direkte kan erfares rent kropsligt.

I den tantriske symbolik anskueliggøres vækkelsens fusion af visdom og medfølelse med det allegoriske billede af den seksuelle forening af mand og kvinde.

Bodhicitta er et meget vigtigt begreb i Mahayana buddhismen og har både et personligt og et universelt aspekt. I personlig forstand er det forestillingen om og senere også ønsket om at realisere Buddhas opvågnen. Dette kan ikke realiseres uden det altruistiske ønske om at befri alle levende væsner for deres følelse af adskilthed og uvidenhed.

Det universelle aspekt er den universelle bevidsthed eller vor ikke-dualistiske situationstotalitet, der ligesom kært barn har mange navne i de forskellige Mahayana buddhistiske skoler: Nirvana eller ophør, dharmakaya eller sandhedens legeme, tathagata-garbha eller tathagataernes (buddhaernes) livmoder, bhutathata eller sandhedens sådanhed, buddhata eller buddhanaturen, paramartha-satya eller den absolutte virkelighed og sunyata eller tomheden.

Når jeg oversætter nirvana med ophør er det for at fremhæve, at det er et bortfald af vor dualistiske tænkemåde. Når man i den buddhistiske litteratur taler om, at nirvana er en befrielse fra lidelse, død og genfødsel, karma og de tre gifte "begær, had og indbildning" betyder det blot, at vor egentlige natur, som er bevidsthedsrummet i sig selv ikke er en dualistisk tænke- og følemaskine, men netop en ophør af disse ting, som jo blot er et bevidsthedsindhold.

Nirvana, dharmakaya, tathagata-garbha, bhutathata, buddhata, paramartha-satya og shunyata er synonymer på vor egentlige natur. Af danske synonymer foretrækker jeg: Den universelle bevidsthed, den egentlige natur og bevidsthedsrummet.

Bodhicitta er således en tankemæssig refleksion af den universelle eller absolutte side af menneskets bevidsthed. Man kan også sige, at det er et navn for håbet om erkendelse, som manifesterer sig i det menneskelige sind. Derfor er bodhicitta både transcendent og immanent på samme tid.

Men bodhicitta er ikke kun ensbetydende med selve den fuldt ud vågne bevidsthed, men skulle også gerne opfattes som en mulighed for at blive bevidst om ens oprindelige lysvågne tilstand. Den personlige bodhicitta er en refleksion af denne mulighed i menneskets sind og viser sig netop som tanken eller ønsket om, at erkende alle tings egentlige natur.

I begyndelsen af bodhisattvaens ti-foldige vej er det nødvendigt at vække tanken rettet mod forhåbningen om sin egen og alle levende væsners opvågnen. Dette er en absolut forudsætning for at begive sig ud på vejen. Det er denne motivation eller bestræbelse, som må være kilden til at kunne forpligte sig til at gennemføre opgaven.

Bodhicitta er således kilden til hele den spirituelle vej, som bør fødes i menneskets sind og næres af dharmaens konstante ihukommelse med ønsket om at hjælpe alle til at erkende deres buddhanatur. Denne indstilling har sit klareste budskab i de fire bodhisattva løfter:

Levende væsner er talløse

Lover at befri dem

Negative følelser har ingen ende

Lover at afskære dem

Dørene til dharmaen er mange

Lover at åbne dem

Buddhas vej er uforlignelig

Lover at forblive på den

I Outlines of Mahayana Buddhism, Luzac, London, 1907, skriver Daisetz Teitaro Suzuki følgende: "Bodhicitta er tilstede i hjertet af alle levende væsner. Kun i buddhaerne er den fuldt ud vågen og aktiv med ren energi, mens den i almindelige dødelige er sovende og jammerligt lammet af dens uerkendte forbindelse med sensualitetens verden."

Hvordan skal man da vække den sovende bodhicitta til aktivitet? Derom handler de fleste Mahayana buddhistiske værker. Svarene er mange for mennesker er meget forskellige, men et dybt kik ind i vor egen personlige situation, hvor man møder sin tvivl, angst, sorg, samvittighed eller sit eksistentielle dilemma og de fundamentale spørgsmål som: Hvem er jeg? og hvor skal jeg hen? kan føre et menneske til at søge en vej til afklaring og fred i sindet. Og bodhicitta er netop en sådan vej til buddhaernes løsning på disse problemer.

En særlig økosofisk dimension af bodhicitta findes i Avatamsaka Buddhismen. Denne forståelse af bodhicitta er så overvældende, at jeg ikke vil undlade at komme ind på den her til sidst. Den er bedst formuleret af den koreanske Zen mester Chinul (1158-1210) og findes i The Korean Approach to Zen. The Collected Works of Chinul. Translated with an Introduction by Robert E. Buswell, University of Hawaii Press, Honolulu, 1983.

Avatamsaka Sutraen siger, at buddhas opvågnen finder sted i begyndelsen, når bodhisattvaens vej først aktiveres. På dette stadie forstår den vejfarende umiddelbart frugten af Buddhas lysvågne tilstand og ser, at de spirituelle kvaliteter af denne tilstand allerede er fuldkommengjort.

Dette er muligt, fordi Avatamsaka læren har en erkendelse af alle fænomeners uhindrede og gensidige gennemtrængning og derfor opfatter hele universet som et enormt gensidigt afhængigt netværk, hvor alle individuelle fænomener skaber og opretholder eksistensen af alle andre fænomener.

I dette perspektiv er buddhas opvågnen både årsagen såvel som resultatet af praksis – og selv om bodhisattavaen er på vej til at kultivere de efterfølgende stadier på vejen mod vækkelsen, så er hans praksis i virkeligheden allerede færdig i det øjeblik bodhicitta fødes i hans sind. Derfor er den fuldt oplyste Buddha tilstede i den allerførste vækkelse af bodhicitta.